Det fremmer gennemsigtigheden og øger tilliden, når man kan se, at det er rigtige mennesker, der står bag anmeldelserne på Trustpilot. Vi anbefaler både virksomheder og brugere at verificere deres identitet for at sikre vores platform og værne om integriteten af anmeldelserne.
Som bruger er verificering af din identitet en hurtig og nem måde at opbygge tillid og troværdighed på. Dit fulde navn og ID bliver aldrig delt med nogen på Trustpilot eller vist nogen steder på vores website. Vi viser i stedet markeringen "Verificeret bruger" på din profil og dine anmeldelser.
Hvordan verificerer vi din identitet?
Vi bruger et verifikationsværktøj leveret af Veriff, som er vores eksterne samarbejdspartner, hvis mission også er at opbygge tillid på nettet. Du kan læse mere om Veriff her.
Under verifikationsprocessen bliver du bedt om følgende:
- Et billed-ID
- Et billede af dette ID
- En selfie
Hvilke typer ID kan jeg bruge?
For at verificere din identitet skal vi bruge et ID med et billede af dig. Veriff understøtter følgende ID'er:
- Pas fra alle lande
- Kørekort
- Opholdstilladelse
- ID-kort
Det er ikke nok at uploade et billede af et screenshot eller en kopi af dit ID. Hvis du gør det, lykkes verificeringen ikke.
Du kan se en liste over understøttede dokumenter opdelt efter land.
Du vil også blive bedt om at uploade en selfie, som Veriff bruger til at sammenligne med dit billed-ID for at sikre, at du er personen på billedet. Selfien skal tages under verifikationsprocessen.
Hvis du bruger briller, men ikke gør på dit billed-ID, skal du tage dem af, når du tager selfien. Når du tager selfien, skal du sørge for, at du er i et veloplyst rum, og at dit ansigt er i fokus og kan ses tydeligt.
Sådan verificerer du din identitet
Du kan påbegynde processen på to forskellige måder:
Fra dine kontoindstillinger
- Log ind på Trustpilot, før markøren hen over dit brugernavn i øverste højre hjørne, og vælg Mine indstillinger fra rullemenuen.
- Klik på Kom godt i gang under Bliv en verificeret bruger.
- Følg anvisningerne for at verificere din identitet.
Efter du har indsendt en anmeldelse
Når du har indsendt en anmeldelse, vises meddelelsen "Måske er dette noget for dig?", hvor du kan komme i gang med verifikationsprocessen.
- Klik på Kom godt i gang under Bliv en verificeret bruger.
- Følg anvisningerne for at verificere din identitet.
Sådan fjerner du din verificering
Du kan til enhver tid fjerne verificeringsmarkeringen fra din Trustpilot-konto. Sådan gør du:
- Log ind på Trustpilot, før markøren hen over dit brugernavn i øverste højre hjørne, og vælg Mine indstillinger fra rullemenuen.
- Klik på Fjern verificering under Verificeringsindstillinger, og klik på Fjern verificering igen for at bekræfte ændringen.
Din verificeringsstatus vil blive fjernet, og verificeringsmarkeringen vises ikke længere på dine anmeldelser eller din profil. Du kan til enhver tid blive verificeret igen, hvis du ønsker det.
Ofte stillede spørgsmål
Er det nødvendigt at verificere min identitet?
Selvom vi kraftigt anbefaler både virksomheder og brugere at verificere deres identitet for at fremme gennemsigtighed, er det helt og aldeles valgfrit.
Hvor opbevares mine oplysninger? Er mine oplysninger sikre?
At beskytte dine oplysninger er Trustpilots og Veriffs højeste prioritet, og vi forpligter os til at overholde persondataforordningen (GDPR).
Dit ID og eventuelle andre oplysninger, du videregiver som led i verificeringen, deles aldrig med virksomheder eller brugere på Trustpilot og vil ikke blive knyttet til din Trustpilot-konto eller vist nogen steder på vores website. Vi vil aldrig bruge disse oplysninger til andet end at verificere din konto.
Når dine oplysninger er indsendt, er de tilgængelige for Trustpilot og Veriff i syv dage. Derefter fjernes de fuldstændigt. Vi gemmer kun din status, som vises med en verificeringsmarkering på din profil og dine anmeldelser.
Du kan læse mere om Veriffs persondatapolitik her og om vores her.
Hvor lang tid tager verificeringen?
Det kan variere. I nogle tilfælde går der få minutter, og i andre går der lidt længere tid, efter du har fuldført processen. Hvis verificeringen ikke lykkes, har du mulighed for at prøve igen. Det kan dog tænkes, at Veriff er nødt til at udføre nogle ekstra kontroller, hvilket kan tage lidt ekstra tid.
Kan jeg verificere flere konti?
Du kan kun verificere én af dine Trustpilot-konti.
Hvorfor mislykkedes min verificering?
Du har mulighed for at prøve igen. Hvis du fortsat har problemer, er du velkommen til at kontakte vores supportteam.